Projektøkonom til eksterne bevillinger på CBS
Deadline
2022-11-10
Projektøkonom til eksterne bevillinger på CBS
Eksternt finansierede projekter (EFP) søger en ny kollega til et godt team af medarbejdere, der dagligt understøtter CBS’ afdelinger i økonomistyring og budgettering.
Stillingens indhold
Du får selvstændigt ansvar for at administrere et antal eksterne bevillinger for forskere ved CBS. Bevillingerne vil hovedsagelig være fra EU-Kommissionen, men det kan også være nationale og øvrige internationale, blandt andet Danida, offentlige og private bevillingsgivere. Bevillingerne varierer i størrelse og kompleksitet, og du vil derfor få en varieret opgaveportefølje.
Dine opgaver vil omfatte:
- Administration af projekter fra kontraktindgåelse til projektet kan lukkes
- Kontakt og løbende opfølgning med bevillingshavere
- Kontering, controlling og momshåndtering af faktura i elektronisk flow
- Håndtering af rejseafregninger og udlæg
- Løbende afstemning, controlling og kvartalsmæssig budgetopfølgning
- Sparring og vejledning i forhold til regler (f.eks. bevillinger, rejser og repræsentation)
- Rådgivning og løsning af ad hoc opgaver i forbindelse med projekterne
- Afrapportering, revision og regnskabsaflæggelse
Dine kvalifikationer
Du har et eller flere års praktisk erfaring med økonomistyring af eksternt finansierede forskningsprojekter og gerne særligt kendskab til EU-bevillinger. Fagligt har du gerne en relevant regnskabs- eller økonomiuddannelse, og du har erfaring med bogføring og økonomistyring på videregående uddannelsesinstitutioner. Hvis du har erfaring med Danida, er det et yderligere plus.
Du arbejder struktureret og effektivt og har fokus på løsning af opgaverne og et sikkert øje for, at alt foregår inden for de regelsæt, CBS er underlagt.
Du er fleksibel og samarbejdsorienteret i forhold til dine nærmeste kolleger og de forskere og ledere, du kommer til at samarbejde med. Og du trives i en rolle som rådgiver og sparringspartner, hvor den daglige kommunikation vil foregå på dansk såvel som på engelsk, og i en blanding af e-mails, personlige møder og Teams.
Excel er et dagligt arbejdsredskab for dig. Derudover er det en fordel, hvis du er vant til at arbejde i Navision Stat med tilhørende programmer, samt Power BI, som er vores daglige analyse- og rapporteringsværktøj.
Hvem er vi
Eksternt finansierede projekter (EFP) er en afdeling med 9 medarbejdere og en teamleder. Vi har ansvaret for de eksternt finansierede projekter på CBS.
Godt kollegaskab har høj værdi for os og vi værdsætter samarbejde og fælles viden og udvikling. I dagligdagen sidder vi tæt på hinanden og tager os tid til intern kommunikation og kollegasparring.
Eksternt finansierede projekter er en del af Økonomi & Analyse, som forestår budgettering, økonomistyring, regnskab, undervisningsevaluering samt økonomiske og produktivitetsmæssige analyser af uddannelses- og forskningsaktiviteterne på CBS.
Ansøgningsfristen er lørdag d. 10. november 2022. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i starten af uge 47.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Du ansættes som HK løngruppe 2 eller 3, afhængig af tidligere uddannelse og erfaring eller som AC-fuldmægtig. Der vil ved ansættelsen være mulighed for at forhandle personligt tillæg. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt. Stillingen er ledig til besættelse snarest mulig.
For yderligere information er du velkommen til at kontakte teamleder Laila Østergren loe.fa@cbs.dk, tlf. 3815 5921 eller mobilnr. 2991 9151.
Ansøgning skal sendes via opslag på CBS hjemmeside: https://www.cbs.dk/cbs/jobs-pa-cbs/ledige-stillinger/administration-tap
Ansøgningsfrist: 10. november 2022.
WE TRANSFORM SOCIETY WITH BUSINESS
CBS er et globalt anerkendt business universitet med dybe rødder i den nordiske, socioøkonomiske model. Vi har et bredt fokus på erhvervslivets og samfundets udfordringer i det 21. århundrede. Derfor har vi en samlet portefølje af tværfaglig forskning og uddannelse af høj kvalitet, der har styrket generationer af fagfolk og ledere i den private sektor og andre steder.
Universitetet ligger på Frederiksberg og har ca. 21.000 fuldtids- og deltidsstuderende, 760 fuldtidsansatte videnskabelige medarbejdere, 210 ph.d.-studerende og 680 administrative medarbejdere samt en portefølje af bachelor-, kandidat-, MBA/EMBA-, ph.d.-og efter-/videreuddannelser udbudt på både dansk og engelsk.
Med vores globale profil følger en forpligtelse til at bidrage til udviklingen af transformative kompetencer hos studerende, kandidater og virksomhedsledere gennem vores uddannelsesaktiviteter og muligheder for livslang læring. Komplekse udfordringer kræver en fælles indsats, og derfor fokuserer vores strategi på at styrke nuværende og starte nye partnerskaber med andre videnskaber, erhvervslivet, myndigheder og civilsamfundet.
CBS arbejder kontinuerligt med at blive en mangfoldig og inkluderende organisation, og vi opfordrer alle uanset kønsidentitet og -udtryk, alder, etnicitet, religiøs overbevisning, LGBT+-status, kulturel baggrund m.m. at søge.
Kontakt os hvis du har brug for assistance i søge- eller ansættelsesprocessen, hvis der er noget, vi skal vide, eller hvis du som person med handicap ønsker at gøre brug af din fortrinsret.