Akademiker til sekretariatsbetjening og arbejde med forskningsbevillinger i DFF
Deadline
2022-08-12
Akademiker til sekretariatsbetjening og arbejde med forskningsbevillinger i DFF
Vil du være med til at understøtte rammerne for original og excellent forskning i Danmark? Har du mod på både administrativ håndtering af fondsansøgninger og opgaver forbundet med udvikling og strategi? Og vil du være en del af et stærkt hold, der er kendetegnet af høj faglighed og motiveret af fælles succes? Så har vi en stilling som fuldmægtig i Sekretariatet for Danmarks Frie Forskningsfond i Odense.
Vi skaber fundamentet for fremtiden
Viden former fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder vi for at skabe værdi i samfundet gennem fremragende uddannelse og forskning. Vi skaber et solidt fundament for de videregående uddannelser og forskningen i Danmark, så nye idéer kan spire og skabe vækst.
Bliv en del af vores sekretariat i Odense
Sekretariatet for Danmarks Frie Forskningsfond udgør et særskilt kontor i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. I Sekretariatet har vi til opgave at understøtte fondens arbejde med at støtte banebrydende forskning på højeste niveau baseret på forskernes egne initiativer gennem tildelingen af bevillinger. Vi understøtter arbejdet både administrativt, strategisk og politisk.
I sekretariatet er vi godt 30 engagerede medarbejdere, som har et tæt samarbejde på tværs af tre funktionsopdelte områder. Samlet behandler vi årligt ca. 3.- 4.000 ansøgninger og bevilger godt 1,5 mia. kr. til ca. 400 forskningsprojekter. Forskningsmidlerne uddeles i åben konkurrence, og ansøgningerne vurderes alene på videnskabelig kvalitet. Derfor er Danmarks Frie Forskningsfond en helt central spiller for at stimulere udviklingen af den nye og originale viden, vi skal bygge fremtidens samfund på. I arbejdet lægger vi stor vægt på, at opgaverne løses på basis af saglighed, gensidig kommunikation og i et tværgående samarbejde i kontoret og styrelsen.
Som vores nye kollega bliver du en del af området Forskningsfinansiering, hvor vi aktuelt er 17 medarbejdere.
Hovedfokus i området er forskningsadministrative opgaver med sekretariatets betydelige drifts- og proces-opgaver i forbindelse med opslag og udmøntning af fondens midler til forskning. Det omfatter arbejde med fondens opslag af midler, modtagelse af ansøgninger, dialog med rådsmedlemmer og ansøgere samt understøttelse af de faglige råd før, under og efter uddelingsmøder. Derudover understøtter vi bl.a. arbejdet med fondens strategiske fokusområder, udvikling af fondens elektroniske ansøgningssystem og rådenes internationale samarbejde i Norden og EU.
Dine opgaver bliver bl.a.:
- sekretariatsbetjening af fondens faglige råd, der træffer beslutning om forskningsbevillinger
- forskningsadministrative opgaver, herunder modtagelse af ansøgninger, understøttelse af fondens faglige råd under behandlingsprocesserne og udarbejdelse af afslags- og bevillingsbreve til ansøgere
- udarbejdelse af oplæg til bl.a. råds- og forretningsudvalgsmøder samt opfølgning efter møderne
- mundtlig og skriftlig vejledning af ansøgere
- bidrag til forenkling og forbedring af processerne til ansøgningsbehandlingen
- drift og test af funktioner i det elektroniske ansøgnings- og sagshåndteringssystem
I den første tid vil du primært blive tilknyttet opgaver i forbindelse med ansøgningsbehandlingen, f.eks. som ansvarlig for den administrative håndtering af en eller flere ansøgningspuljer. Din opgaveportefølje vil løbende blive tilpasset.
Er du vores nye kollega?
Vi forestiller os, at du:
- har en relevant akademisk uddannelse som f.eks. cand. mag., cand. scient eller cand. scient. pol.
- har interesse i at arbejde med både driftsopgaver, sekretariatsunderstøttelse og udviklingsopgaver i relation til fondens udmøntning af midler til forskning
- har lyst og evne til at håndtere forskellige former for It-systemer til håndtering af ansøgninger og bevillinger
- er samarbejdsorienteret og evner at indgå i varetagelsen af tværorganisatoriske opgaver og projekter
- kan udtrykke dig kort og præcist både mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk
- er omhyggelig og samtidig god til at fastholde et overblik og prioritere opgaver i en travl hverdag
- er omgængelig, energisk og har lyst til at yde en god service til forskere og rådsmedlemmer
- vil bidrage til et positivt arbejdsmiljø.
Du kan være nyuddannet eller have flere års erfaring. Det er en fordel, hvis du har erfaring med administrative opgaver i forbindelse med forskning, forskningsstøtte eller sekretariatsbetjening.
En ambitiøs og social arbejdsplads
Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads med dedikerede og fagligt stærke kollegaer, hvor vi prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi mener nemlig, at en god kultur med dialog og samarbejde er forudsætningen for, at vi lykkes. Derfor er her plads til grin i den travle hverdag. Samtidig får du gode udviklingsmuligheder og stor fleksibilitet, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes som fuldmægtig i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent og områdeleder Lisbeth Eilersgaard Christensen på telefonnummer 7231 8417 eller på e-mail lec@ufm.dk. Kan kontakes i uge 26, 27 og 32.
Søg stillingen
Klik på knappen ”søg stillingen” eller søg via vores hjemmeside www.ufm.dk/job-i-ministeriet. Vi skal have din ansøgning senest fredag 12. august 2022 kl. 12.00.
Vi forventer at holde to samtalerunder. Første samtalerunde afholdes i uge 33 og anden samtalerunde i uge 34. Mellem første og anden samtalerunde gennemføres personlighedstest.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Lige Adgang.
Om Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
I Uddannelses- og Forskningsstyrelsen løfter vi en bred portefølje af faglige og administrative opgaver og projekter, der understøtter videreudvikling af dansk forskning, videnbaseret innovation og en løbende kvalitetsudvikling på de videregående uddannelser i et godt internationalt samspil på både forsknings- og uddannelsesområdet. Det sker i tæt dialog med de videregående uddannelsesinstitutioner og øvrige aktører med afsæt i dyb faglighed på de relevante områder. Styrelsen har også ansvaret for den ordinære uddannelsesstøtte (SU) og en række andre særlige støtteordninger for uddannelsessøgende samt ansvaret for drift og udvikling af SU-systemer, studieadministrative it-systemer mv.