Projektkoordinator til komplekse forskningsprojekter – DTU Construct
Deadline
2023-08-06
Projektkoordinator til komplekse forskningsprojekter – DTU Construct
Vi søger en dygtig koordinator, der skal supportere eksternt finansierede projekter.
Har du en kandidatgrad, der har givet dig et solidt analytisk og metodisk fundament? Kan du samtidig lide at finde svar på komplekse spørgsmål og drive ting fremad som koordinatoren, der både har overblikket og styr på detaljerne? Hvis du også kunne tænke dig et ikke helt normalt job, hvor du dels opbygger din egen faglighed som ekspert, dels gør en meget synlig og stor forskel med dit arbejde, ja så har vi det helt rigtige job til dig.
Du motiveres af stor frihed til at tilrettelægge dit eget arbejde og ikke mindst af at være omgivet af en masse andre kloge og kompetente kolleger, der virkelig brænder for at skabe en ny og bedre verden i den digitale tidsalder.
Du holder snor i regler, finder svar på komplekse spørgsmål og driver ting fremad
Som Projektkoordinator spiller du en afgørende rolle i arbejdet med at sikre, at der er penge til at drive forskningsprojekterne. Det gør du ved at have styr på ofte komplekse regler for bl.a. bevillinger og ved at holde snor i al den omkringliggende administration – du er forskernes/de formelle projektlederes administrative ekspert på tværs af bl.a. jura og økonomi.
Klassiske opgaver kunne handle om at hjælpe med at:
- Rådgive og sparre med forskerne omkring deres nye og eksisterende projekter
- Være administrator på projekter og proaktivt følge op på økonomi- og ressourcestyring samt generel fremdrift via kontakt med interne og eksterne projektpartnere
- Hjælpe forskere med at lave budgetter på forskningsprojekter. Der vil være grundig oplæring i hvordan vi udarbejder og godkender budgetter
- Sikre, at alle aftaler om fx hjemmeside, Data Management Plan og publikationer overholdes – i dialog med projektlederen
- Agere bindeled mellem forskerne og DTU’s centrale enheder, fx økonomi og jura
- Sørge for kvalitetssikring af fx aftaler og budgetter på de pågældende projekter
- Sikre, at vi overholder DTU’s regler samt gældende lovgivning, bl.a. i forhold til dokumentation.
Akademiker med motivation for at udvikle sig til ekspert
Skal du lykkes i dette spændende, ikke-standard job, skal du på den ene side elske at dykke ned i problemstillinger og skabe overblik over løsningsmuligheder. På den anden side skal du trives med at være den opsøgende kraft, der med en udpræget service- og dialogorienteret tilgang driver ting fremad. Det kan godt kræve lige dele tålmodighed og vedholdenhed krydret med et drys diplomatisk fingerspidsfornemmelse, da forskernes fokus som oftest ligger mere på den faglige del af projektet end på den administrative. På toppen af det, skal du så også kunne holde snor i en masse sideløbende deadlines m.m. og sikre, at der er styr på detaljerne i de mange dokumenter. Derudover lægger vi vægt på at du har:
- En kandidatgrad og gerne nogen erfaring i spændet mellem analyse, administration og koordinering
- God økonomiforståelse og motivation for at udvikle dine evner på området
- Interesse for at udvikle dig inden for pre- og post award forskningsstøtte
- Formidlingsevner i top, både på dansk og engelsk
- Motivation for at udvikle dig inden for jura & kontraktarbejde
Hvad tilbyder vi dig
Du bliver del af Research Support Team med 5 andre i vores Funding Supportere.
Netop den tætte personlige kontakt på daglig basis er en nødvendighed for at kunne drive ting fremad og få svar på dine spørgsmål. Du vil selvfølgelig også have rig mulighed for at sparre med dine søde og kompetente kollegaer i Research Support teamet, og du bidrager ligesom dem aktivt til vores løbende arbejde med at optimere metoder, processer, værktøjer etc.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for akademikere i staten. Stillingen er på 37 timer og ønskes besat pr. 1. oktober 2023 eller snarest derefter.
Arbejdssted er DTU Lyngby Campus.
Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 6. august 2023. Åbn linket “Ansøg nu”, hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.
Samtaler forventes afholdt i uge 32-34, 2023.
Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte administrationschef, Lena Kristina Carlberg, tlf. 5092 1238. Læs mere om Institut for Byggeri og Mekanisk teknologi på www.construct.dtu.dk.
Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.
Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.
DTU, Institut for Byggeri og Mekanisk Teknologi forsker i og udvikler teknisk videnskab til gavn for samfundet og den bæredygtige udvikling. Vi praktiserer forskning, undervisning, innovation og videnskabelig rådgivning af højeste kvalitet inden for bygnings design og processer, bygningskonstruktion og sikkerhed, bygnings energi og installationer, faststofmekanik, fluid mekanik, materiale- og overfladeteknologi, proces- og produktionsteknologi, konstruktion og produktudvikling og termiske energi systemer.
Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.