Forskningskonsulent til Datalogisk Institut
Deadline
2022-05-15
Forskningskonsulent til Datalogisk Institut
På Datalogisk Institut på Københavns Universitet (DIKU) søger vi en erfaren forskningskonsulent (specialkonsulent), som skal bidrage til instituttets fortsatte vækst i eksterne midler til forskningsprojekter med fokus på virksomhedssamarbejder.
Har du lyst til at arbejde med pre-award og forskerservice på et af Europas førende datalogiske institutter? Brænder du for at yde kvalificeret støtte til forskere i alle faser af ansøgningsprocessen? Vil du gerne være en del af en arbejdsplads, som forsker i og uddanner studerende i ny og banebrydende it på områder som kunstig intelligens og virtual reality? Og er du motiveret af at arbejde tæt sammen med forskere og administrative medarbejdere i et inkluderende internationalt miljø med høje faglige ambitioner? Så er jobbet som forskningskonsulent på Datalogisk Institut, Københavns Universitet (DIKU) noget for dig.
Du bliver en del af DIKU’s Forskningsadministration, som består af 8 kolleger samt den administrative sektionsleder. I sektionen arbejder vi målrettet på at tiltrække forskningsfinansiering, på at administrere og udvikle forskeruddannelsen og på – i tæt samarbejde med bevillingshavere – at lede og administrere forskningsprojekter. Du kommer til at arbejde tæt sammen forskere og administrative kolleger på instituttet herunder kolleger i sektionen for Erhverv og Innovation. Stillingen er med tiltrædelse pr. 1. juli 2022 eller hurtigst muligt derefter. Yderligere information om DIKU finder du på www.diku.dk.
Forskningskonsulentens opgaver omfatter
- bidrag til at afsøge og modne nye forskningsprojekter, der munder ud i større ansøgninger, og i denne proces være opsøgende over for de relevante fagmiljøer
- rådgivning om og medvirken til at udvikle og skrive konkrete forskningsansøgninger herunder sikre argumentationen for projekternes samfundsværdi og værdikæde
- administrativ støtte i forbindelse med udarbejdelse af konkrete forskningsansøgninger herunder budgetlægning, input til de ikke-videnskabelige dele af ansøgningerne, review og kvalitetssikring
- udarbejdelse af ansøgningsstrategier for individuelle forskere og sektioner
- rådgivning om formalia og regelsæt for at sikre projekters gennemførelse i overensstemmelse med bevillingsgrundlag hvis ansøgning imødekommes (økonomi, HR, IPR, mobilitetsregler, databeskyttelsesregler, bevillingsgivers regelsæt, m.v.)
- registrering og statistik
- opsamling og formidling af viden om finansieringsmuligheder samt generel orientering om forskningspolitiske tiltag
- strategisk sparring med instituttets direktion samt de øvrige administrative medarbejdere og forskere på instituttet
Vi forventer, at forskningskonsulenten
- har en akademisk uddannelse, evt. indenfor datalogi men det er ikke en forudsætning
- har solid erfaring med udarbejdelse af forskningsansøgninger til nationale og internationale private og offentlige fonde
- har godt kendskab til det danske forsknings- og virksomhedslandskab og har erfaring med at samarbejde med virksomheder i forskningsprojekter
- har interesse for dansk og europæisk forskningspolitik
- er faglig stærk, har skarpe analytiske kompetencer og særdeles gode formuleringsevner på både dansk og engelsk
- har flair for tal – vi arbejder en del med budgetlægning af projekter
- har erfaring med og gode evner til at opbygge gode relationer med samarbejdspartnere, f.eks. forskere, virksomheder, institutter og offentlige institutioner
- arbejder selvstændigt, struktureret og systematisk
- kan håndtere mange opgaver på en gang og bevare roen og humøret i travle perioder f.eks. i forbindelse med en ansøgningsdeadline
- er god til at arbejde på digitale platforme – på instituttet arbejdes der i mange it-systemer
Vi tilbyder
- et alsidigt job med stor selvstændighed og afveksling i opgaverne
- at blive en del af en arbejdsplads i økonomisk vækst, som løbende medfører nye typer af opgaver, hvor du kan være med til at sætte dit præg på, hvordan de skal løses
- at blive en del af et team i konstant udvikling og med store ambitioner
- et udviklingsorienteret og godt socialt miljø
- engagerede kolleger, som vægter faglig sparring og samarbejde højt, og som har en uhøjtidelig, åben og respektfuld omgangstone
- gode faglige og personlige udviklingsmuligheder – såsom kurser og relevant videre- og efteruddannelse
Hvem er vi?
DIKU er Danmarks første datalogiske institut, som blev oprettet i 1970. Vores forskere og kandidater har bidraget til samfundets accelererende teknologiske transformation, og vores forskningsmiljø og -resultater har gjort os til et af Europas førende datalogiske institutter med international indflydelse.
DIKU er beliggende på Østerbro i Universitetsparken 1, hvor vi deler campus med en række andre naturvidenskabelige uddannelser og institutter. Vi er ca. 400 ansatte (med instruktorer), heraf udgør administrationen ca. 35 fastansatte medarbejdere.
Du bliver en del af DIKU’s Forskningsadministration som arbejder tæt sammen med DIKU’s øvrige administration, ledelse, forskere samt KU’s øvrige institutter.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat som specialkonsulent i henhold til overenskomst for Akademikere i Staten. Der vil være mulighed for forhandling af yderligere tillæg efter kvalifikationer. Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 37 timer. Vi har flekstid.
Du vil referere til Leder af Forskningsadministrationen Camilla Lillholm-Jørgensen og den primære arbejdsplads er i Universitetsparken på Østerbro.
Vil du vide mere?
Spørgsmål til stillingen kan rettes til Leder Camilla Lillholm-Jørgensen på tlf. 30 58 96 43 / e-mail camillaj@di.ku.dk eller Forskningskonsulent Kasper Verdel Rasmussen på tlf. 20 56 92 32 / e-mail kasper.r@di.ku.dk.
Ansøgningsproces
Send din ansøgning vedlagt CV og relevant dokumentation elektronisk via Jobportalen (tryk på linket “SØG STILLINGEN” nederst i opslaget), så den er os i hænde senest den 15. maj 2022. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 23. maj 2022.
Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund at søge stillingen.
Københavns Universitet giver sine knap 10.000 medarbejdere muligheder for at udnytte deres talent fuldt ud i et ambitiøst, uformelt miljø. Vi sikrer traditionsrige og moderne rammer om uddannelser og fri forskning på højt internationalt niveau. Vi søger svar og løsninger på fælles problemer og gør ny viden tilgængelig og nyttig for andre.