DARMA Home

Nyt fra DARMA's formand om årsmødet og generalforsamlingen

24 Apr 2020 12:15 | Annedorte Vad (Administrator)

Jeg må desværre meddele, at DARMA's årsmøde 2020 er aflyst.

På bestyrelsesmødet i sidste uge drøftede bestyrelsen mulighederne for at afholde, udskyde eller aflyse årsmødet, og vi må desværre meddele, at vi ikke ser anden mulighed end at aflyse årsmødet, der skulle være afholdt 13-14 maj 2020.

Det er vi rigtigt kede af, da årsmødet er foreningens store samlende arrangement. Men vi anser det som urealistisk, at vi kan samle mere end 100 personer til et todages arrangement allerede medio maj, også selvom COVID-19 lockdown skulle være ophævet. At holde mødet et andet tidspunkt før sommerferien var ikke muligt, og i efteråret vil mødet komme til at kollidere med en masse andre arrangementer, ligesom fokus på dette tidspunkt forventes at være på Horizon Europe, og programmet i så fald så skulle laves temmelig meget om.

DARMA's årsmøde er et af de steder, hvor DARMA bruger penge. Det beløb, der var sat af til afholdelse af mødet i år, har bestyrelsen besluttet stadig skal komme medlemmerne til gode.

Vi synes, vi havde fået sat et godt program sammen og det vil vi fortsat gerne give medlemmerne mulighed for at se. Vi har derfor hyret de tre forskere til at holde deres oplæg online. Invitationerne bliver sendt ud hurtigst muligt, og tilmelding foregår via DARMA's hjemmeside, det vil være gratis at deltage i disse webinars, og der er ingen begrænsning i deltagerantallet.

  • Søren Obed Madsen (CBS). Samarbejde med forskellige forskertyper

  • Pernille Steen Petersen (CBS). Stress og Skam

  • Kaare Aagaard (AU) Forskningsfinansiering og Matthæuseffekter. Tendenser, mekanismer og mulige tiltag

Prisen på introkurset der bliver afholdt i november vil desuden blive sat ned med 1000 kroner pr. deltager. De medlemmer der allerede har betalt for deltagelse i årsmødet, får selvfølgelig deres penge retur. DARMA's kasserer er i gang med at udstede tilbagebetalingerne.

Generalforsamlingen

Generalforsamlingen skal ifølge vedtægterne afholdes i maj eller juni måned hvert år. Bestyrelsen vil gerne afholde den virtuelt i år, og arbejder på en løsning, hvor materialet sendes ud skriftligt og afstemningen foregår online, og vi forventer at sende information og invitationer ud om dette i næste uge. Vi håber naturligvis på medlemmernes opbakning til denne beslutning, som skal formelt skal godkendes for at være gyldig. Mere om dette følger i den kommende information.

Valg til bestyrelsen

Bestyrelsen består af 7 Medlemmer - inklusive Formanden og Kassereren. Bestyrelsesmedlemmerne vælges af generalforsamlingen blandt Foreningens Medlemmer for 2 år ad gangen. Tre af DARMA's bestyrelsesmedlemmer er på valg i år. Der skal stemmes om to medlemmer til bestyrelsen (1 genopstiller) samt formandsposten (formanden genopstiller).

Medlemmer der er interesseret i at stille op til bestyrelsen, kan sende en kort beskrivelse af sig selv, deres erfaringer og lyst til at arbejde for DARMA inkl. et lille billede af dem selv til brug for information til medlemmerne og som sendes ud sammen med den endelige dagsorden for generalforsamlingen og danner grundlag for en evt. afstemning, hvis der er kampvalg.

At sidde i bestyrelsen giver mulighed at engagere sig i at udvikle professionen inden for et område der giver mening i forhold til ens fuldtidsjob, og det er således en platform for både at lære og bygge netværk, som er til gavn for de institutioner der betaler ens løn. For information om bestyrelsesarbejdet kan bestyrelsens nuværende medlemmer eller formanden kontaktes.


Med venlig hilsen,

Annedorte

Annedorte Vad, DARMA President
Danish Association of Research Managers and Administrators, DARMA
CBS Research Support Office.
Copenhagen Business School (visiting address: Steen Blichers vej 22, 2000 Frederiksberg)


© DARMA – CVR: 35977880

Powered by Wild Apricot Membership Software