Share this page:

Research Support DTU søger en erfaren konsulent til Forskningsstøtte

  • 26 Oct 2018
  • DTU, Kgs. Lyngby

DTU har en ledig stilling i Research Support DTU, der understøtter ansøgninger om ekstern forskningsfinansiering. Vi har fokus på såvel midlerne fra EU’s Horizon 2020 og danske forskningsfinansierende fonde.

Du vil blive en del af DTU Forskningskontoret, i et stærkt centralt placeret team der med et strategisk afsæt assisterer DTU’s forskere med at søge penge til deres forskning. Teamet består af 10 fagligt stærke kolleger, og vi lægger vægt på engageret faglig sparring og vidensdeling. Du vil få en arbejdsplads med ambitiøse målsætninger, hvor der er plads til egne idéer, og hvor omgangstonen er åben og uhøjtidelig. Den rette kandidat vil få mulighed for at være med til at præge udviklingen af arbejdet med ekstern finansiering og excellent forskning på DTU.

Primære ansvarsområder for teamet vil være:

  • Støtte til konkrete forskningsansøgninger, såvel nationale og EU-midler
  • Bidrage til udviklingen af koncepter og værktøjer til ansøgningsarbejde og implementering heraf
  • Kompetenceopbygning blandt forskere og forskningssupport på DTU, herunder kurser og workshops
  • Målrettede informations- og rådgivningsaktiviteter om ekstern finansiering af forskning, herunder individuel rådgivning
  • Brobygning mellem DTU’s forskningsstrategiske arbejde og de konkrete ansøgninger

Vores forventninger til dig

  • En relevant videregående uddannelse på minimum kandidatniveau
  • Solid erfaring med udarbejdelse af ansøgninger til forskningsprogrammer.
  • Et godt kendskab til dansk og europæisk forskningspolitik og forskningsprogrammer
  • Evne til selvstændigt at håndtere mange opgaver/projekter parallelt og overholde deadlines
  • Struktureret og løsningsorienteret arbejdstilgang
  • Excellente kommunikationsevner på engelsk og dansk i skrift og tale
  • Åben, imødekommende og serviceminded
  • Faciliterende og videndelende

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesvilkår forhandles i overensstemmelse med AC-overenskomsten. Arbejdstiden er gennemsnitligt 37 timer pr. uge, men der må påregnes perioder med spidsbelastning.

Din arbejdsplads 

På DTU bliver du del af et universitet, hvor viden og uddannelse med et globalt perspektiv er omdrejningspunktet. Ny teknologi, innovation og viljen til at skabe noget, der kan komme os alle til gavn, er hjørnestene på DTU. Vi værdsætter høj faglighed, og ønsker at du løbende udvikler dig i takt med dit ansvar. En naturlig del af dit nye job bliver således høj faglighed, din egen udvikling og ansvarlig handlefrihed.

Vi tilbyder et udfordrende, udviklende og selvstændigt job i et internationalt førende universitetsmiljø, med afveksling i opgaverne samt en bred kontaktflade internt og eksternt.

Ansøgning og kontakt

Vi skal modtage din online ansøgning senest 26. oktober 2018. Åbn linket ”Ansøg online, hvor du udfylder ansøgningsformular samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamenspapirer.

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Claus H. Andersen på 4525 1028 / 3160 0012, e-mail chean@adm.dtu.dk eller Team Koordinator, chefkonsulent Jan Andersen på 9351 1674, e-mail jande@dtu.dk

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

Om Afdelingen for Forskning og Relationer – Forskningskontoret og Research Support DTU

Forskningskontoret er en del af afdelingen for Forskning og Relationer og består på nuværende tidspunkt af en kontorchef og 24 medarbejdere, heraf 1 i Bruxelles, fordelt på tre teams. Forskningskontoret har som primær opgave at bistå DTU’s ledelse på det forskningsstrategiske område samt at bistå DTU’s forskere med tiltrækning af ekstern forskningsfinansiering.

Research Support DTU er et team med 10 medarbejdere, der arbejder dedikeret med ansøgningsstøtte til DTU’s forskere. Vi arbejder både med danske fonde og EU’s rammeprogram og udover decideret ansøgningsstøtte har vi en række tværgående opgaver, som f.eks. et nyhedsbrev, informationsmøder, workshops mm.

Om DTU

DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. 11.200 studerende uddanner sig her til fremtiden, og 6.000 medarbejdere har hver dag fokus på uddannelse, forskning, innovation og forskningsbaseret rådgivning, som bidrager til øget vækst og velfærd. DTU stiller krav og giver muligheder uanset hvor i organisationen, man arbejder. Vi står for høj faglighed, kollegial respekt og ansvarlig handlefrihed.


© DARMA – Olaf Svenningsen, osvenningsen@health.sdu.dk, tel 45 6550 3374 

Powered by Wild Apricot Membership Software