Share this page:

Forskningskoordinator DTU Byg

  • 11 Aug 2017
  • DTU Lyngby Campus

DTU Byg søger en selvstændig og udadvendt forskningskoordinator til at varetage en bred portefølje af forskningsadministrative opgaver i instituttets forskningsstøtteenhed. Du vil blive en vigtig deltager i vores strategiske aktiviteter for at skaffe ekstern finansiering til at videreudvikle forskning og innovation inden for byggesektoren.

Forskningsstøtte og sekretariatsopgaver

Forskningsstøtteenheden er en del af instituttets sekretariat, som omfatter ca. 20 dedikerede medarbejdere. Du skal yde support til instituttets videnskabelige personale, sammen med det øvrige administrative team og DTU’s koncernfunktioner inden for økonomi og jura. Dit arbejdsområde bliver at støtte forskerne i de administrative opgaver i forbindelse med instituttets mange forskningsprojekter, dog med et primært fokus pre-award. Du vil blive involveret i alle opgaver lige fra udarbejdelse af ansøgning til kontraktforhandling, og skal være med til at sikre, at vi til enhver tid har overblik over regelsæt, ansøgninger og bevillinger. Du vil være sparringspartner for instituttets projektledere om administrative procedurer, samt yde rådgivning vedrørende projektadministration.

Desuden vil du skulle løse ad hoc opgaver i sekretariatet, som f.eks. input til ledelsesinformation og Ph.d.-finansiering. Opgaverne løses ofte i samarbejde med medarbejderne i sekretariatet og med DTU’s koncernfunktioner.

Akademiker med fundraiser erfaring og et godt overblik samt flair for planlægning

Du bliver en del af et institut, hvor du udfordres fagligt og personligt, og hvor vi forventer, at du har en akademisk uddannelse og behersker dansk og engelsk, både skriftligt og mundtligt, på højt niveau.

Derudover forventer vi, at du:

  • har min. 5 års erhvervserfaring
  • har indgående kendskab til pre – og post award procedurer
  • har indgående kendskab til regler for offentlige og private bevillinger/midler
  • har kendskab til samarbejdskontrakter for forskningsprojekter
  • kan formidle regler for forskningsprojekter på en forståelig måde, til f.eks. projektledere
  • er en god kommunikator og kan formulere dig såvel mundtligt som skriftligt på både dansk og engelsk

For at kunne varetage elementerne i jobbet, er det således en forudsætning, at du har erfaring med fundraising og med administrativ koordination af projekter i forskningsmiljøer. Derudover er det en fordel, hvis du har en interesse i at arbejde med teknisk videnskab, samt erfaring med sekretariatsarbejde og udarbejdelse af beslutningsgrundlag, gerne fra et universitet.

Da du skal være involveret i udarbejdelse af budgetter, vil praktisk erfaring inden for økonomi og regnskab være en fordel. Herudover skal du kunne beherske gængse IT-værktøjer, herunder regneark.

Du er struktureret og arbejder selvstændigt. Du er god til at planlægge og har altid et godt overblik. Du får en bred kontaktflade, både internt og eksternt, og vi forventer derfor, at du er serviceminded og god til at samarbejde. Da vi har en uformel og rar arbejdsatmosfære er du gerne udadvendt og har en god portion humor.

Hvad tilbyder vi dig

Vi tilbyder en spændende arbejdsplads, hvor folk brænder for at skabe succes for instituttet i alle led. Du vil have stor indflydelse på planlægningen og løsningen af egne opgaver. Vi har flekstid og lægger vægt på gensidig fleksibilitet. Der er gode muligheder for faglig og personlig kompetenceudvikling, og vi vægter videndeling.

På DTU bliver du en del af en af Europas førende forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Du kommer ind i en organisation, der har til formål at udvikle viden på internationalt niveau. Du kan se frem til at få en udfordrende og udviklende arbejdsplads med høj faglighed.

Løn og ansættelsesvilkår

Du ansættes som fuldmægtig. Lønnen vil fastsættes ud fra jobbets indhold og dine kvalifikationer i overensstemmelse med AC-overenskomsten. Den ugentlige arbejdstid er 37 timer.

Arbejdssted er DTU Lyngby Campus.

Ansøgning og kontakt

Vi skal modtage din online ansøgning senest 11. august 2017. Åbn linket "ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.

ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte forskningskoordinator Stine Skipper på tlf.: 4525 1764 eller stsk@byg.dtu.dk


© DARMA – Olaf Svenningsen, osvenningsen@health.sdu.dk, tel 45 6550 3374 

Powered by Wild Apricot Membership Software