Share this page:

Forskningskoordinator søges til forskningsfremme og projektledelse, BRIC

  • 18 Oct 2015
  • BRIC, Copenhagen University, Copenhagen

Har du erfaring med forskningsverdenen og er du interesseret i at understøtte biomedicinsk eliteforskning i Danmark? Så er du måske den nye medarbejder, vi søger.

BRIC er et biomedicinsk forskningscenter ved Københavns Universitet. Vi søger en kollega til vores administration, som har en stærk forståelse af biomedicinsk forskning og kan understøtte vores forskere i deres arbejde. Derudover skal du være projektleder for et nyt EU-projekt om kvinder i forskning, og selvstændigt varetage udvikling, koordinering og implementering af projektets aktiviteter.

Om jobbet

I dit arbejde med særligt at understøtte vores forskningsledere, arbejder du tæt sammen med BRICs to andre forskningskoordinatorer. Arbejdet vil primært bestå i:

  • at yde faglig og administrativ support, når de søger eksterne forskningsmidler
  • registrering af forskernes publikationer
  • processtyring af eksterne projekter 
  • koordinering af karriereudviklingsprogrammer for vores yngre forskere

Derudover skal du fungere som projektleder for EU-projektet LIBRA, som BRIC har vundet sammen med 10 andre Europæiske partnere i alliancen eu-life. LIBRA fokuserer på initiativer til at fastholde kvinder i forskningsverdenen. Projektopgaverne varetages i samarbejde med de øvrige partnere, herunder en privat virksomhed med ekspertise på området. Opgaverne består blandt andet i:

  • Implementering af på forhånd definerede initiativer så som karriereworkshops og lignende
  • Udvikling af specifikke innovative planer for hvordan BRIC tiltrækker, fastholder og klæder vores unge kvindelige forskere på til ledende forskningsstillinger
  • Informationsindsamling og analysearbejde 
  • Gennemførsel af aktiviteter henvendt til og sammen med forskerne

Du vil stå i spidsen for LIBRA-projektteamet, som består af projektlederen, to administrative kolleger og to af centerets forskningsledere. Samtidig bliver du BRICs officielle medlem af LIBRAs projekt-konsortium og repræsenterer BRIC i det besluttende organ (’general assembly’). På BRIC bliver du en del af vores administration, som består af lidt over 20 engagerede kolleger dækkende en bred faglig vifte og med en positiv og åben omgangstone.
Kvalifikationer og kompetencer
Vi søger en medarbejder med en relevant akademisk uddannelse, gerne på PhD-niveau og erfaring fra et akademisk forskningsmiljø (som forsker eller administrator). Derudover besidder du følgende kompetencer:
  • Gode kommunikationsevner
  • Analytisk og god til at strukturere processer såvel som tekster 
  • Udadvendt med lyst til at være tovholder og lede et projekt med mange bidragsydere 
  • Flydende på engelsk i både skrift og tale, da det er vores daglige arbejdssprog
Endelig er det afgørende for din succes i stillingen, at du både er selvmotiverende og god til at motivere interessenter.

Løn og ansættelsesvilkår 
Stillingen er en projektansættelse af 3,5 års varighed med tiltrædelse snarest mulig.  Ansættelse sker som AC fuldmægtig på fuld tid (37 timer) efter gældende overenskomst, med mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer. Evt. med mulighed for nedsat tid.

Hvis du vil vide mere om stillingens indhold, er du velkommen til at kontakte forskningskoordinator Katrine Sonne-Hansen på katrine.sonne@bric.ku.dk 

Ansøgning samt CV og dokumentation for relevant uddannelse indsendes elektronisk via linket ”Søg stillingen”...

Ansøgningsfristen er den 18. oktober 2015

Vi efterstræber at afholde samtaler den 26. oktober; alternativt i uge 43 eller 43.

Vi ønsker at afspejle det omgivne samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund, til at søge stillingen.

© DARMA – Olaf Svenningsen, osvenningsen@health.sdu.dk, tel 45 6550 3374 

Powered by Wild Apricot Membership Software